KEID’s direktør skifter job

22.05.2017
Direktør i Københavns Ejendomme & Indkøb, Simon Kaiser, har fået nyt job fra 1. august. Vicedirektør i Københavns Ejendomme & Indkøb, Helge Vagn Jacobsen, bliver konstitueret direktør.

Efter to år i Københavns Ejendomme & Indkøb (KEID) har Simon Kaiser valgt at sige ja tak til en stilling som international direktør i hos ISS A/S. Han tiltræder den nye stilling 1. august og skal fungere som direktør for medarbejdere i England, Irland og de nordiske lande.

”Jeg er glad på Simons vegne, selvom ØKF og KEID mister en strategisk kapacitet. Samtidig er jeg tilfreds med, at en af vores direktører bliver rekrutteret til et topjob i en stor international virksomhed”, siger administrerende direktør i Københavns Kommunes Økonomiforvaltning, Peter Stensgaard Mørch.

Simon Kaiser glæder sig over, at han efterlader KEID i god form:

”KEID er inde i en bæredygtig udvikling og er eksekveringsmæssigt på sporet. Vores KPI’er er gode, vores økonomi er solid og vi er flyttet til gode fysiske rammer. Så jeg er tryg ved at overlade roret til en ny direktør”. Simon Kaiser understreger, at han kommer til at savne det tætte samarbejde og de gode relationer i KEID.

Vicedirektør Helge Vagn Jacobsen bliver konstitueret direktør i KEID fra den 1. juni. Helge vil sammen med den øvrige direktion i KEID fortsætte ad de spor, som allerede er lagt ud:

”Vi skal fastholde fokus på fortsat at levere et højt serviceniveau overfor brugerne af kommunens ejendomme, og vi skal fortsætte de mange initiativer, fx på energiområdet, som sikrer en effektiv og miljøvenlig ejendomsdrift. På indkøbsområdet har vi sat et højt ambitionsniveau for København Kommune, og jeg ser frem til, at vi sammen med forvaltningerne arbejder videre med at opnå de effektiviseringer, som er aftalt”.

Afskedsreception for Simon Kaiser

Der holdes afskedsreception for Simon Kaiser fredag den 16. juni kl. 15-17 på Borups Allé 177.