Lejekontrakt
Lejekontrakterne for kommunale lejere i private lejemål (3. mandslejemål) er meget forskellige, da der er tale om forskellige private udlejere. Kontrakten for kommunale lejere bygger på Erhvervslejeloven, og kontrakten indgås mellem udlejer og Københavns Ejendomme & Indkøb. Vi fremlejer så lokalerne til din fagforvaltning.
Huslejeopkrævning
Er du lejer i et privat lejemål, er du omfattet af en lejekontrakt, som kommunen har indgået med en privat udlejer.
I lejekontrakten mellem udlejer og Københavns Ejendomme & Indkøb fremgår det, hvad der skal betales for, og hvor meget der skal betales. Det betyder, at samtlige udgifter og forpligtelser, som Københavns Ejendomme & Indkøb har overfor hovedudlejer, refunderes af fremlejetager (fagforvaltningen).
Dit/Fagforvaltningens ansvar:
Du får refunderet udgiften af den forvaltning, som du hører under. Når fremlejekontrakten indgås, skal fagforvaltningen oplyse Københavns Ejendomme & Indkøb, hvilket kontonummer lejen m.m skal bogføres på.
Københavns Ejendomme & Indkøbs ansvar:
Københavns Ejendomme & Indkøb betaler husleje m.m. til udlejer og bogfører det tilsvarende beløb hos dig. Her bliver der tillagt et administrationsbidrag, der fremgår af fremlejekontrakten mellem dig og Københavns Ejendomme & Indkøb.
Københavns Ejendomme & Indkøb regulerer administrationsbidraget én gang om året i forbindelse med opkrævningen i januar. Administrationsbidraget fremskrives med den prisfremskrivningsprocent, som Borgerrepræsentationen beslutter i forbindelse med budgetvedtagelsen.
Husleje m.m. reguleres i henhold til lejekontrakten. Når udlejer regulerer de enkelte poster, regulerer Københavns Ejendomme & Indkøb i samme måned din lejebetaling.
Københavns Ejendomme & Indkøb gennemgår varslinger om huslejeændringer, forbrugs- og driftsregnskaber fra udlejer – og fortager indsigelser om nødvendigt.