Energiovervågning på programmet i Beijing

30.10.2018
Københavns Ejendomme & Indkøb deltog i Beijing Design Week 2018 for at fortælle om energiovervågning og -styring i bygninger.

Fra den 26. september til 5. oktober var København gæsteby ved Beijing Design Week, hvor besøgende kunne opleve dansk kultur, design og bæredygtighed i hjertet af Kinas hovedstad. Københavns Kommune deltog med en større delegation for at brande Greater Copenhagen, styrke dansk eksport og tiltrække flere kinesiske turister. 

Med på holdet var to medarbejdere fra Københavns Ejendomme & Indkøbs teknikafdeling; chef for Teknik Anders Christian Lyngtorp og fuldmægtig Theis Hybschmann Petersen.

De deltog til lanceringen af C40’s China Buildings Programme under Sustainable City Conference der er en del af Beijing Design Week. Her fortalte de deltagerne – fire kinesiske storbyer og en række ministerier – om deres erfaringer med energiovervågning og energistyring.

Konceptet vandt en C40-pris i slutningen af 2017. Det går ud på at bruge energiovervågning som et strategisk værktøj til at reducere energiforbruget i de kommunale ejendomme og til afrapportering og ledelsesinformation.    

Inspiration til at energioptimere ejendomsdrift

”Vi skulle inspirere kineserne til at blive bedre til at energioptimere deres ejendomsdrift. Det er der god brug for, fordi deres byer ekspanderer voldsomt. Vores budskab var, at de godt kan anvende og skalere vores koncept op i størrelse, så det passer til en megaby med en bygningsmasse der er mange gange større end Københavns”, fortæller Theis Hybschmann Petersen, som er Københavns Ejendomme & Indkøbs repræsentant i klimanetværket C40.

Trods forskelle i geografi og størrelse, så deler megabyer og København mange af de samme udfordringer med at skabe bæredygtige bygninger og velfungerende byrum for de voksende befolkninger i byerne.

Eksplosivt byggeboom i Beijing

Beijing har godt 23 millioner indbyggere og forude venter et eksplosivt byggeboom. På landsplan forventer man, at der vil blive bygget godt to milliarder kvadratmeter årligt.

”Det går stærkt i Beijing. Bare se på hvordan og ikke mindst hvor hurtigt, kineserne bygger stadion til vinter-OL. Det skal være klart i 2022. Det går heldigvis også stærkt med de energieffektive og klimavenlige tiltag. Og her kan kineserne lade sig inspirere af vores arbejde i Københavns Kommune med at have fokus på detaljeret og pålidelig energidata”, siger Theis Hybschmann Petersen.

Københavns Ejendomme & Indkøb overvåger energiforbruget gennem et overvågningssystem, som aflæser forbruget af el, vand og varme på timebasis på kommunens ejendomme.

Du kan læse mere om C40 klimaprisen, C40 og København til Beijing Design Week 2018 via links nedenfor.