Kødbyens historie udstilles på Flæsketorvet i København

03.01.2019
Nu kan du blive klogere på Kødbyens historie i en nyåbnet udstilling i København.

I weekenderne strømmer tusindvis af københavnere og turister til Kødbyen for at spise og drikke, se på kunst og nyde den særlige stemning. Men de færreste kender områdets fortid. Der er derfor sat spot på Kødbyens historie i en ny udstilling, som Nina Kristine Jensen, projektleder i KEID har stået for i samarbejde med designeren Åsamund Sollihøgda.

Kødbyen er fredet

I dag er både dele af Kødbyens udearealer og bygningerne med hvide slagterfliser og gule klinkegulve fredet. Slots- og kulturstyrelsen har fredet bygninger og byrum i Kødbyen, fordi de har kulturhistoriske kvaliteter og fortæller om perioder i historien, der har national betydning.

”Kødbyen har en enormt spændende historie, og mange er slet ikke klar over, at store dele af Kødbyen er fredet. Vi håber derfor, at udstillingen kan være med til at udbrede kendskabet til områdets fascinerende fortid – både blandt de besøgende og blandt lejerne i Kødbyen”, fortæller Mads Uldall, der er kundechef i KEID og leder af Kødbyen.  

Området gemmer på vigtige historier om, hvordan fremstilling af mad gik fra håndværk til industri, og hvordan politikerne sikrede befolkningen mod dødelige epidemier, der spredte sig gennem fordærvede fødevarer og affald.

Kolera blev startskuddet til Kødbyen

Og det var netop en dødelig koleraepidemi, der i 1853 blev startskuddet til Kødbyen. Politikerne besluttede, at de uhumske forhold omkring kødproduktionen skulle stoppes. Københavns Kommune byggede derfor i flere etaper et kommunalt kvægtorv, slagtehuse og til sidst i 1934 Den Hvide Kødby som en stor kødforsyningsmaskine for København. Hvert eneste stykke kød, som københavnerne spiste, passerede i årtier igennem Kødbyens kontrolapparat. Her blev handlet med levende dyr, slagtet kvæg og solgt over 50 millioner kilo oksekød om året.

”Udstillingen er den første af sin slags i Kødbyen. Men der er flere tomme facader og blændede vinduer, der egner sig rigtig godt som udstillingsvinduer. Så det er muligt, at vi frem over vil lave andre udstillinger, der kan fortælle om området”, afslutter Mads.

Hvor og hvornår?

Udstillingen åbnede den 13. december og vil stå cirka et år frem.

Udstillingen finder du i vinduerne hos JK Salater på hjørnet af Flæsketorvet og Høkerboderne.